Vikingerne: billeder fra vore forfædres liv, Volumes 1-2 (Google eBook)

Front Cover
Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag, 1904 - Vikings - 319 pages
0 Reviews
  

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Common terms and phrases

Popular passages

Page 326 - Vernunft gesprochen stundenlang! —Des Menschen Thaten und Gedanken, wisst, Sind nicht, wie Meeres blind bewegte Wellen. Die innre Welt, sein Mikrokosmus, ist Der tiefe Schacht, aus dem sie ewig quellen. Sie sind nothwendig, wie des Baumes Frucht, Sie kann der Zufall gaukelnd nicht verwandeln. Hab' ich des Menschen Kern erst untersucht, So weiss ich auch sein Wollen und sein Handeln.
Page 268 - Snoed med kraft de skjæbnens traade, mens borge bredes i Braalunde. Ud de strakte de gyldne strenge og fæsted dem midt under maane-sal. Saa vokser helten op. Han kjæmper og strider, — og falder, naar nornerne vil det. Men skjæbnetroen knækker ikke mandens livsmod og bøier ikke hans nakke. Tværtimod, den gjør, at hans hoved kneiser des rankere, stolt over at kunne kjæmpe og være mand lige til det sidste paa trods af skjæbnen og de høie guder. Aldrig har denne Nordboernes livsanskuelse...
Page 142 - ... Hovederne blev hugget af og sat paa stager foran kongens gaard. For et væld af raahed og vildskab staar der ikke af skildringen af kampen mellem daner og nordmænd i 851: Efter slaget sendte Taras konge Maelsechlainn bud til danerne. Da de kom, holdt danerne paa at koge, og deres kjedler stod paa hauger af faldne nordmænd. Den ene ende af spiddet, som kjødet hang paa, var stukket ind mellem ligene af de faldne nordmænd, og ilden brændte dem, saa kjød og flesk, som de havde spist kvelden...
Page 212 - ... lærte, austmændenes herre, som bor paa Utstein. Skibene flytted han, da strid han vented. Hug mod skjolde hvined, før Haklang faldt. Lei blev af mod Luva landet at verge den halsdigre konge; holmen tog han til skjold. De, som var saaret, sakked under sæderne, bagen stak de op, bøied næsen i kjøl. Paa bagen lod de blinke de blanke skjolde, de sindige svende, naar stene dem traf. Rasende austkylverne sryrted over Jæderen, hjem fra Hafrsfjord, og hugsed paa mjøddrikken.
Page 127 - ... for at forsvare vort Fødeland og adlyde vor Faders Vilje; han er nu alene, og borte fra sit Hjem lever han i et Land som ikke er hans eget; den Søn som vi lod blive hos ham er bleven dræbt, saaledes som det blev mig aabenbaret (dette var bleven aabenbaret ham i en Drøm) og en anden Søn er falden i et Slag. Ja det skulde undre mig om Fader selv er sluppen levende fra hint Slag!
Page 269 - Leende skal jeg dø». Det er, som om de gamle Nordboer skulde ha *) Hamflismål, Str. 29; eggtrætte Mænd, de de, som er trættet af Sverdenes Egg, de faldne. ment, at Menneskenes Liv og Lykke er som Siv for Vinden i Skjæbnens og de høie Guders Haand. Men over Mandens Sind, over hans Karakter eier de ingen Magt.
Page 274 - Digtet om Rig giver os et klart billede af bondens liv: „Døren stod paa klem. Ind han gik. Ild var paa gulvet, egtefolk sad dér, drev sin syssel. Manden telgede træ til vævbom. Skjegget var studset, haaret gik ned i panden, skjorten var trang, en kiste stod paa gulvet. Konen sad der, svingede rokken, strakte armene ud, stellede til væv. Krokfald bar hun paa hovedet, smække paa barmen, dug rundt halsen, knapper paa akslerne.
Page 138 - ... fæstning, ingen borg, intet vern uden flaader af vikinger og sjørøvere." Rundt om paa øen, op over elvene, paa indsjøerne og op gjennem dalene streifer vikingernes skarer herjende og plyndrende. En kan spørge sig selv, om der findes et kloster, en indsjø, en elv eller en dal paa hele øen, hvor de ikke har været, og hvor ikke større mængder af dem for kortere eller længere tid har slaat sig ned.
Page 130 - Det andet af de af professor Meyer udgivne digte giver en knap, men malende skildring af vinteren: Hør, hvad jeg siger! Hjortene skriger; vinteren sner; sommeren er ei mer. Vinden er høi og kold; solen staar lav; kort er dens trav; det bruser om hav. Bregnen staar rød og gul; formen er lagt i skjul. Vildgaasen sender sit skrig, som vi kjender. Kulden har grebet fuglenes vinger; istid — det er det nyt, som jeg bringer!
Page 189 - Med lov skal land bygges og ikke med ulov ødes," det var deres valgsprog ikke bare i hjemmet, men overalt, hvor de satte bo. Derigjennem magtede de ikke bare at seire og vinde lande, men at grunde nybygder, hvor norrønt sprog og norrøn samfundsskik holdt sig gjennem aarhundreder. Og underligt er det, at vi paa de Britiske Øer, fjernt fra hjemmet, mellem...

Bibliographic information