Kunsten og moralen: bidrag til kritik af realismens digtere og kritikere (Google eBook)

Front Cover
Gyidendal, 1894 - Literature and morals - 336 pages
0 Reviews
  

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Common terms and phrases

Popular passages

Page 56 - Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig? Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner. Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar. I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd.
Page 11 - Mellem to fortvilelser drives menneskeaanden frem og tilbage, frem og tilbage, i evig svingning. som kuglen i det elektriske klokkespil eller som pendelen i et gammelt vægur. Først fortviler vi om denne verden og søger den hinsidige. Thi denne verden er mørk og tom; kun aandens verden har lys, mening, evighed. Dernæst fortviler vi om den hinsidige og søger tilbage til denne.
Page 82 - de indelukkede ikke sin Sjæl i Gemakkerne; Verdens-moralen var dem anvist, og de søgte sin Plads i Verden, forhen som Hærbevægere og Kongernes Lærere, nu som Idéeanførere og Folkenes Lærere .... Som fagre Luftsyn foran den susende Snekke glimrede deres Høibilleder foran deres Tid.
Page 13 - Taage og Drøm.» Menneskeheden har ikke ravet mellem to Fortvilelser; snarere har den svinget mellem forskellige Arter Livsglæde og Livshaab, stadig reddende sig fra et synkende Haab over til et nyt. Ligesaa daarlig begrundet er Garborgs tredje Fortvilelse. - Imidlertid ligger den egentlige Verden, den, der vedkommer os, den eneste, hvis Eksistens er os sikker, — Jegets, — utilgjængelig som før, mer utilgjængelig end den sidste Stjerne inderst inde paa den dybeste Firmamentbund, mistet og...
Page 56 - Løft dit Hoved, thi i dig selv Blaaner ogsaa et udstrakt Hvælv, Hvor der med Harper klinger, Jubler, toner og svinger.
Page 191 - Kunsten er menneskelig, og ingen menneskefølelse kan være den fremmed; selv „syge" sange synger den med ufortabelig ret. Og er tiden syg, saa maa den synge syge sange. Har den noget af forfald i sig. noget af de store reaktionstiders skuffelse, mismod, hang til livsnydelse, til drømmeri, til mystik, abnorme sensationer, saa træder dette frem i dens litteratur og skal saa gjøre. 'Saa sandt digterne er tidens børn, saa lever de dens liv med og lider dens lidelser, mere end andre, fordi de er...
Page 48 - Og saa snurrer da igennem det hele den gamle, halvsande FilisterLirekassemelodi, at Kunsten skal anerkende Moralloven og underordne sig den. Det første har den altid gjort og maa den gøre — gjorde den det andet, var den fortabt og det var bedre, man hængte den en Møllesten om Halsen og druknede den, end langsomt at lade den krepere af det nyttigtplatte" . Ikke tilfældigt har da Goethe kaldt hin Episode „En skøn Sjæls Bekendelser".
Page 296 - Manden skal følge sin hustru, som hustruen sin mand. Rebekka. Ja, sig mig det først. Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig? Rosmer. Det grunder vi aldrig ud tilbunds. Rebekka. Jeg vilde dog gerne vide det. Rosmer. Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig. Rebekka. Det tror jeg næsten også. Rosmer. For nu er vi to et.
Page 15 - Dekadent Digtning er ikke noget nyt. Den dukker op overalt, hvor en nogenlunde høit udviklet Kultur angribes af moralsk Forfald. Den nyere dekadente Digtning blomstred især frem i Frankrige, af det andet Keiserdømmes Raaddenskab, og den har ikke siden manglet Næring. Baudelaire var en af dens fornemste Smitteudbredere. Men ogsaa Flaubert, en af den franske « Naturalismes» Banebrydere, var temmelig udpræget dekadent.

Bibliographic information