Norske huldre-eventyr og folkesagn (Google eBook)

Front Cover
P.T. Steensballe, 1870 - 391 pages
0 Reviews
  

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Popular passages

Page 80 - Kaffe, mens hun klædte paa sig, og tog Salmebogen og gik i Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien. Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun Folkene saa saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde alle sammen.
Page 126 - Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som det var, hørte han en Dur i Jutulsberget, og med Et blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes han kunde have seet at tage op en Naal. Han kom ikke i Hug det han havde lovet, men dreiede paa Hovedet og skulde se, hvad det var. Da stod Jutulsporten paa vid Væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusende Lys. Midt i Aabningen...
Page 99 - Der var en Bonde, som boede i Thelemarken, hvor Far min er kommen fra,» begyndte han sin Fortælling, «og han eiede en stor Gaard, men han vidste ikke af andet end Uaar og Skade paa Kreaturene sine, og tilsidst maatte han gaa fra baade Gaard og Grund. Lidt havde han igjen, og for det kjøbte han sig en liden Plads, som laa for sig selv, langt borte fra Bygden, i vild Skov og Mark. En Dag han gik paa Gaardstunet, mødte han en Mand. «God Dag Granne,» sagde Manden. «God Dag,» sagde Bonden; «er...
Page 191 - Fjeldet saa nær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde se en Næve for sig, og Hundene tog til at skog-gjø, saa det var rent spøgeligt. Ret som det var, kom han ind paa Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide hvad det var for noget; men ohogle var det. »Hvem er -det?
Page 30 - Paulus gingen to holt un to brok, Lisch 9, 226. Balder's foal must be the horse that was burnt with him, Sn. 18. One more spell for a lamed horse runs thus : Jeg red mig (I rode) engang igjennem et led, saa fik min sorte fole vred (my black foal got hurt) ; saa satte jeg kjod mod kjod, og blod mod blod, saa blev min sorte fole god.
Page 100 - Fjøset sit en Dag, sank han Ende ned igjennem Gulvet. Der hvor han kom ned, var det saa urimelig gildt. Alting var af Guld og Sølv. Med det samme kom den Manden, som sagde at han var Grannen hans, og bad ham sidde ned. Om en Stund blev der baaret ind Mad paa Sølvfad og Ø1 i Sølvkrus, og Grannen bad ham sætte sig ind til Bordet og æde.
Page 79 - Lad os dog faa høre den, Madam Skau,» sagde jeg. «Fortæl, fortæl, Mor Skau,» raabte Børnene. Madammen hostede lidt, tog sig atter en Pris og begyndte: «Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hedte — ja hvad var det nu hun hedte da ? Madam — nei jeg kan ikke komme paa det, men det kan være det samme ogsaa, hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone noget over sin bedste Alder.
Page 191 - Bøjgen havde ringet sig omkring Sæle. Dermed saa leede den lidt paa sig, saa at Per kom frem til Sæle. Da han kom ind, var det ikke lysere der end det var ude, og han for og famlede omkring Væggene og skulde sætte fra sig Bøssen og lægge af Skræppen; men ret som han gik og trevlede sig fram, kjendte han igjen dette Kolde og Store og Sleipe. «Hvem er det da?
Page 192 - Men Per vidste bedre, for havde han skudt eet til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Per og Hundene fat paa Stortroldet og drog det ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene. «Per Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,
Page 78 - ... meget om Nisser og Huldrer og sligt, men jeg tror ikke stort af det. Jeg har hverken seet den ene eller den anden - — jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller, — og jeg tror det er Snak; men gamle Stine ude, hun siger hun har seet Nissen, Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en gammel Skipper, som havde holdt op at fare. Der var det saa stilt og roligt; de kom aldrig til nogen, og ikke kom der nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end...

Bibliographic information