[ocr errors]

Nu drager der et Tog afsted af lutter smaa. Under Jubel og Fryd hører de det pustende Jærnbanetog fløjte og mærker,, at det glider afsted ud over Landet, ud for at sprede sin Last i de tusinde Hjem, ud, hvor der er Solskin over grønne Marker, store Madgryder og fyldte Mælkespande. —

Det er Skolebørnenes lykkelige Tog, de skal ud at lære det rigtige Land med dets utalte Herligheder at kende. De skal fodre Høns og Grise, ride Hestene til Vands og trække Køerne hjem: de skal køre paa Læs og blive helt mætte tre, fire Gange hver Dag; de skal sove sødelig for at vaagne til en ny Dags Herlighed uden Slid og Slæb, uden knubbede Ord hverken i Skolen eller hjemme. Lykkelige Børn!

Og Leerne klinger, og Mejemaskinerne sætter deres underlige, takkede Spor paa alle Landeveje. Der er Travlhed allevegne undtagen hos den Flok gabende Københavnere, som synes at tro, at det hele er gjort som et lille Arrangement, et Slags levende Billeder, til deres private Fornøjelse. De er i Vejen alle Steder, generer sig ikke for at kaste sig i Kornstakkene eller gaa gennem den uhøstede Sæd, som om de slet ikke forstod, at det, der foregaar rundt om dem, er Alvor og betyder Brød og gode eller trange Dage for alle de mange smaa og store Gaarde rundt omkring dem.

Snart er ogsaa den dejlige Høsttid til Ende. Skolebørnene er igen hjemme i de snevre Gader med de høje Huse, Hoteller og Pensionater er tømt for deres Invasion af Lærere og Lærerinder. Landliggerbørnene maa tidlig op om Morgenen, og Familiefædrene begynder at blive lumsk kede af den evindelige Rejsen frem og tilbage. Aftnerne begynder at blive lange, og Lamperne lyser venligt fra alle Landsteder. Sommertøjet er forjasket, og Damerne faar travlt med at tage til Byen og berede saa vel Lejligheder som Toiletter for en ny Sæson.

Saa er det atter Efteraar, det kommer tidligt i Aar, og Vejret er regnfuldt og koldt.

P. LYKKE-SEEST:

EN ROMAN FRA EN LIDEN BY

Døren ud til trappen fløi op paa vid gab, og en ung dame i elegant lyseblaa dragt styrted ind. Hun standsed et halvt sekund, før hun pludselig kasted sig om halsen paa konsulen, der sad i stolen helt perplex og dum. — Godag papa! Her har du mig! Hun trykked sin varme friske mund mod hans og slap ham.

— Lagerta! Konsulen stønned ordene frem, bevægelsen kom altfor sterkt og pludselig. — Lagerta!

Han reiste sig fra stolen og vakled hen til sofaen. Det tog ham altfor voldsomt dette, hjertet klemtes sammen af de tætte fedthaarde vægge saa han skalv derved, og en hulken bobled op og lod sig ikke holde tilbage.

Lagerta laa foran ham paa knæ. — Aa papa! K j ære snille papa . . . hvad er det med dig?

— Aa ingenting, barn . . . ingenting. Han reiste sig møisommelig og trykked Lagerta til sig.

— Du er da vel glad, papa, fordi jeg kom — hva'?

,— Javist er jeg glad, barnet mit, javist er jeg glad. Det var bare overraskelsen . . . den var for sterk . . . Han stønned endnu og følte sig svag. Sorgerne hadde nok tat paa ham, han kjendte det nu, han følte sig rent som en gammel mand hos hvem kræfterne aldrig tiltog, men stadig aftog.

— Kjære deilige vakre ongen min! Han tog sin vakre smukke datter rundt livet. — Du kommer rent som en solstraale i mørket. Kom her og sæt dig og fortæl mig hvorledes du faldt paa at komme hjem slig . . . saa indstupende . . . ikke et ord . . . ingen anelse..

Lagerta lo og satte sig ved siden af i sofaen. — Det kom slig over mig med én gang, ser du, og saa kunde jeg ikke modstaa. Jeg maatte hjem. Jeg saa for mig byen, den vesle rare byen, gaden her og kontoret dit, tænkte at nu var det travelt til jul med bagning og madlavning og alt saant — ja, jeg saa det saa levende for mig alting, jeg syntes endda tydelig at jeg kunde lugte fattigmandsbakkels .. . EN ROMAN FRA EN LIDEN BY

og saa maatte jeg reise, jeg kunde ikke la være. Du er vel ikke sint? Lagerta lo og vented ikke paa svar, men fortsatte. — Tøiet mit staar paa stationen, jeg fløi afsted fra altsammen — og nu maa vi op og hilse paa mama, kom nu, du skal være med! Hun tog konsulens haand og trak ham med sig, og konsulen maatte nok løbe med opover trapperne som en ungdom, slig fart hun satte paa det pigebarn!

Der blev ikke talt om forlis og anden sorg og uhygge den aften i konsulens hus. Der kom en strøm ind i stuerne af ungdom og livsglæde med den hjemkomne datter, og det blev en julekveld med stemning og høitid som konsulen ikke kunde mindes at ha oplevet før. Han blev som ved trolddom forvandlet, gik spøgefuld og godslig omkring og hadde venlige ord til alle. Ved gaasestegen reiste han sig saamen ogsaa og holdt tale paa god gammel skik med servietten stukket ned i halsen, til usigelig morro for Lagerta som var ved at dø af latter.

Selv Einar syntes det var koselig at være hjemme den aften, som han i stilhed hadde gruet for. Han tænkte med sig selv at kunde de faa slige kvelder udefter saa skulde han nok være hjemme og hygge sig. Men det stumme tryk over tilværelsen i hjemmet maatte jage ham ud, om han hadde aldrig saa gode forsætter.

Lagerta hadde faat tid til at skaffe juletræ, som ingen andre hadde tænkt paa. Hun og Einar hadde pyntet det rigtig vakkert inde i saJen. Efter bordet blev dørene slaat op, og saa gik de rundt træet allesammen, som dengang Lagerta og Einar var smaa — og sang: Et barn er født i Bethlehem . . . Konsulinden graat og sang paa én tid af mindelse og rørelse.

Senere paa kvelden lod konsulen springe to »sølvgallonerede«, og alle tjenerne maatte ind og faa sig et glas med og lidt af træets godter. Konsulen ønsked dem med glas i haand en rigtig glædelig julehøitid. Han drak ogsaa privat med Lagerta og ønsked hende velkommen til hjemmet, det hjem som han haabed hun vilde lade sit muntre solskin bruse over. Han følte det nu, sa han, som om gud hadde sendt hende til trøst og glæde for dem alle. Maatte hun være som den sol i Gibeon som stod stille! Dette syntes Lagerta var saa vakkert sagt at hun fik taarer i øinene.

Ogsaa med Einar drak konsulen et privatbæger, men han kunde 5^3^?^5^5^5^5^5^5^5^5^5^>5^?^?^>$^ LYKKE-SEEST

ikke bare sig for at komme med en faderlig formaning.— Alt hadda ikke været som det skulde være mellem dem, sa han, — men nu vilde han haabe Einar vilde se i sig selv og finde frem de daarligheder som det vel var værd at aflægge. Lad os nu tømme vort glas, Einar, slutted han, — paa et godt og inderlig forhold os imellem, og med det ønske at vi næste julekveld atter kan skaale med hverandre med den glæde og samvittighedsfred som et vel udført forsæt giver.

Der kom ved disse faderens ord, ved maaden hvorpaa han sa dem, ved den baggrund selve formaningen hadde — et glimt af selvbetragtning i Einars sind. Han hadde i det øieblik han klinked med faderen de gode forsætter. Han følte at han hadde grund til at angre, og inde i hans bevidsthed fødtes et ønske om at han maatte faa kraft til at forandre sig, at alt nu maatte bedre sig. Han ønsked det sterkt, han hadde duggede øine da konsulen tog hans haand og trykked den.

LILY LÆSSØE: GUDERNES DRIK

Paa begge Sider af Vejen var høje Stenmure, hist og her afbrudt af store Gitterporte, hvorigennem hun skimtede prægtige Haver og fornemme Villaer.

En sælsom Indskydelse tvang hende til at standse foran en af disse Porte. Hun var tørstig og følte med et en usigelig Trang til at gaa ind i denne skyggefulde Have og stille sin Tørst ved Fontænen, hvis hvide Vande steg og sank med en egen sød og øm Rislen. Huset med de skoddede Vinduer laa dybt inde i Haven og syntes ubeboet. Hun kunde sikkert uden Risiko træde indenfor i Haven et Par Minutter . . .

Ved den letteste Berøring af hendes Haand sprang Porten tilbage, som droges den af magiske Kræfter. Hun gik ind i Porten, betaget af Planternes Duft, Skønhed og Vælde. Hvert Træ bar Løv ned til Roden, og Buskene var som farvede Flor af Blomster. Intet Menneske viste sig.

Med den barnlige Nysgerrighed, hvormed Helena iagttog alt nyt, gik hun videre og videre, efter at have læsket sig ved Fontænen og paa sin sædvanlige Vis kølet Ansigt og Hænder. Hun modstod ikke Fristelsen til at kende denne Vidunderhave i sin fulde Udstrækning, især da hun følte sig mere end overbevist om at være det eneste levende Væsen indenfor Muren.

Hun vovede sig nu ind paa en smal Sti, hvor paa begge Sider finbladede Mimoser dannede bløde grønne Vægge. Hun rørte ved Løvet, og det lukkede sig som Øjne, naar Natten falder paa. Hun strøg med sin Haand langs den grønne Væg, og se, der blev bag hende en hel Strime af sammenfaldet Løv. Stien fortsattes og syntes at føre længere og længere bort fra Huset, men Helena fulgte den tappert.

Ved en Omdrejning standsede hun pludselig. Stien endte brat foran en dyb Grotte, der henlaa i Mørke og Stilhed. Den eneste Lyd, der hørtes, var et sagte Draabefald fra Grottens Indre.

Det var, som om Hjertet sank ned i Helena, tynget af en Anelse, en Angst. Hun vilde flygte, men som tvunget af en Drøms usyn

« PreviousContinue »