Samlede Værker: Kjærlighed i Nord og Syd. Sommer

Front Cover
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1907
 

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Selected pages

Contents

Common terms and phrases

Popular passages

Page 42 - Skrig paa Hjælp, men der kom ingen Lindring eller Trøst til hende. Tilsidst sank hun sammen i Udmattelse. Dagen derpaa gik hun i Kirke. Det var 26de Søndag efter Trefoldighed, og Præsten præked over Matt. 11. Kap. 25 V. Han dvæled især ved Slutningsteksten: «Kommer hid til mig, alle som arbejde og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile. Tager mit Aag paa Eder og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Thi mit Aag er gavnligt og min Byrde er let.
Page 347 - Hun nærmed sit Ansigt til hans, og det, der skulde betyde et Kys, virked som et Stænk af koldt Spyt paa hans Læber. Dagene og Ugerne gik. Han laa i sin Seng, stille og dødtræt. Hans Hustru kom og saa til ham. Hun bragte Breve og Aviser. Undertiden var Karen med. Da maatte han altid græde. Han la Haanden over Øjnene for at Barnet ikke skulde se det. „Hvad fejler han egentlig?" spurgte hun Overlægen. Overlægen trak paa Skuldrene. „Han er jo aldrig kommen rigtig til Kræfter efter Uheldet...
Page 342 - Om 9 Dage er det din Fødselsdag. Hvordan skal vi fejre den?" „Ja, jeg skal jo altsaa paa Sygehjemmet." „Men til din Fødselsdag er Du naturligvis kommen hjem igjen," sa hun træt. „Nej, det er jeg ikke. Ja, det vil da sige — hvis jeg er død forinden, saa kommer kanske mit Lig herhjem.
Page 213 - ... gaaet til Sengs den Aften, hun havde seet ham for sidste Gang. Som et færdigt og umuligt Menneske. Og nu efter — ja, hvor mange Aars Forløb — hun var 16 Aar da hun gifted sig, 18 da hun fik sin Elsker, altsaa, efter 13 Aars Forløb, var hun igjen vaagnet. Ja, der var jo dette med Drømmene, men hun havde aldrig i disse Aar havt det svageste Spor af Dragning mod eller Følelse for nogen af de Mænd, som havde nærmet sig hende. Ikke før hun traf Flemming.
Page 344 - Fryd, der da havde været imellem dem. Men det var forbi. Ogsaa det forbi, som alt andet var forbi. Hans Hustru, denne fede, sikre Dame, der kunde snakke og jappe med alle og enhver, hun, som havde dette Skjær af verdslig Finhed og kristelig Aandrighed — hun kunde sagtens! Aa hvor de dog var forskjellige! Han stod frem af Sengen og klædte sig paa. Knæerne skjalv, og mens han pakked sin Vadsæk, sprang Sveden i store Draaber frem paa hans Ansigt. Ak, hvor han savned en Hustru. En Hustru, i hvis...
Page 341 - Du da egentlig?" spurgte hun. Hendes Tone var halvt spottende, halvt bebrejdende. Han strøg sine Fingre gjennem sit tætte, mørke Haar, løfted det blege, af sort Skjæg indrammede Ansigt, og saa paa hende. Hun saa igjen med et glimtende Blik. Et Blik, der stak ham. „Onde? Er de onde, de Øjne?" tænkte han, og blev ved at se paa hende. Efter en Pause sa hun hen i Vejret: „Er det Søndag i Morgen?" „Jeg véd ikke," svarte han. „Du følger kanske ikke med Dagene?
Page 343 - Eller kanske det, hun gav, ikke var hvad jeg tiltrængte. Et er sikkert: Ingen i Verden har været saa god imod mig, som hun, og ingen saa ond." En underlig trang og tør Sjæl var hun. Saa nøgtern og ligesom lovbestemt. Aa hvor var de forskjellige! Han lod sagte sit Hode falde tilbage paa Puden og sa: „Vi har altsaa sat vort Liv overstyr for hinandens Skyld.
Page 342 - Du dø! Og hvad skulde jeg saa gjøre med dit Lig?" Han laa i samme Stilling med Hodet i sin Haand, og han blev ved med at se paa hende. Denne Tanke, som i den sidste Tid ofte havde strejfet hans Sind, men som han dog aldrig havde git Rum i sit Hjerte — den var altsaa rigtig. Hun vilde føle det som befriende Glæde, hvis han døde. — Naturligvis. — Saadan var det altsaa endt. Han, som havde bundet sig til hende i saa stor og jublende Tro og Tillid. Denne Fabel om at to Mennesker skulde bli...
Page 343 - Ja." Hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet. „Saadan er det." Han drejed Hodet, og saa efter hende. Hvor var hun klodset og bjørnetung. Dette gule, tynde Hode, disse hvide Labber af Hænder, og denne store Mave. En liden, krøllet Haardusk rørte sig paa hendes lyse Nakke for hvert Skridt, hun gik. Hans Øje blev hængende ved den, og pludselig, som i et Glimt saa han hende, som han havde seet hende den Gang, hun elsked ham og den Gang han elsked hende.
Page 347 - Værelse, der var bestemt for ham. En mørkhaaret, venlig Sygeplejerske, og en ung Fyr med Snorer paa Frakken viste Vej. „Ja ja, Farvel," sa hun hurtig, og tog løst om hans Skuldre. Hun nærmed sit Ansigt til hans, og det, der skulde betyde et Kys, virked som et Stænk af koldt Spyt...

Bibliographic information