Samlede poetiske skrifter: folkeudgave

Front Cover
 

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Selected pages

Other editions - View all

Common terms and phrases

Popular passages

Page 412 - Vort Liv, vort Liv! i Vellyst undfanget, i Dødssmerter født, paa Stier og Veje letsindig forødt, opsamlet og værnet med Kunst og med Flid, et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid: en Døds-Runes Gaade for Mand og for Viv, en Rædsel, en Naade — vort Liv, vort Liv!
Page 412 - Brand; ve vor Forstand, at ej den kan Loven begribe! Vi styrer og styrer mod Længslernes Land: — hvad blev der til Rest af en Storm over Sand, over Hav af en kølfuret Stribe? Giv tabt, giv tabt! Du Hjærte, lig Ilden, til Selvoffer skabt; lad Manden som Stormvind i Verden uddrage: der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage; den skal hun holde i Natten saa vild. Arne, Du kolde, hun tænder din Ild ; ej som en dødsoffret, hvid Vestalinde, ikke som Slegfred, og ikke som Viv, men en Kvinde, der...
Page 376 - Kom, Hjerte, da! lad lyde dine Toner, Se Dig i Verden under Sange om, Lad dem kun spotvis kaldes Illusioner: Tilbage Spotten gaar, hvorfra den kom. Ej Frelsen kommer ved en Psalmebog, Ved Mikroskopet kommer den ej heller; — Der bor en Frelsens Kraft i Hjertets Sprog: Det er Tilegnelsen heraf det gælder.
Page 378 - Ret saa, mine Venner, fortæl, fortæl Om den Gæld, Som til Videnskaben vi staar i; Jeg ser for mit Øje, hvor Hjernerne pines, Hvor Byerne tæt paa hverandre klines, Hvor Blodets Flodmaal i Aarerne synker, Hvor Ungdommen klynker Af Tvivlen fortært: — Er dette det Kanaans Land, vi har lært? Det er jo en Ørken, vi gaar i. I Sandhed, jeg led ej den sorte Flok; Fra Ryggen alene var Synet mig nok, Om Ansigtet vil jeg ej tale. Men husk, den har bygget paa Hjerternes Grund, Og mellem det Mundsvejr,...
Page 384 - Det jubler, • det danser imod dem med legende Hop, ; det udstrækker Hænderne, iler og snubler, . og falder og rejser sig leende op; af Tvivl ikke tynget, af Sorg ikke bøjet, : det giver dem Navne — de bedste paa Jord — ; et Paradis spejler sig gyldent i Øjet med Adgang for begge: for Fa'r og for Mo'r. Og Adam han slipper sin Skovl og sin Hakke. og Eva hun glemmer i Barnet sig selv. til Hest sidder Barnet paa Faderens Nakke og klemmer sin Fod mod hans Brystmuskels Hvælv; og Moderens Blik...
Page 376 - Mund. / træller under Hykleriets Svøbe, Den fugtler Eder, saa det har en Skik; Vi, i vor Frihed, vil snart Faren løbe At blive Slaver under vor Kritik. Vi huler alting ud, indtil vi ligger Foruden mindste Las paa Jorden haard, I lister Eder stedse som en Tigger Til Eders Paver i Canossas Gaard. O Gud, og dog er Verden rig og stor, Og der er Stjerner over Himlens Bue, Og Stolthed, Frihed, Kærlighed paa Jord, Saa længe blot ét Hjerte varmt kan lue.
Page 389 - Braad derinde, — det var en dødsdømt Slægt, som med et Opbud af Vilje spilled rask paa Scenens Brædder. og med Bravour det rakte Bæger tømte . . . Syg sov jeg ind.
Page 229 - Mode og kunde kun fæste min Hukommelse ved alskens Naragtigheder — saasom ved den øverste Fadebursterne, den tykke Boel, som Munkene fra Klostret stedse snusede efter, hvad enten de nu haabede at faa gode Bider fra Stegerset ved hende, naar det var Fastedag i Refectoriet, eller de haabede paa noget andet, nok sagt, hun randt mig bestandig i Hu, hun og saa den lille sortøjede Ane, som hun havde under sig og med hvem hun ogsaa til sidst rendte af Gaarde — alle Hellige bevare min Mund!

Bibliographic information