Samlede romanzer: sange og evetyrdigte, Volumes 5-6

Front Cover
 

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Other editions - View all

Common terms and phrases

Popular passages

Page 88 - Og Søen blank og rolig staaer Med Himlen i sin Favn; Paa Dammen fjerne Vogter gaaer Og lover Herrens Navn. Det er saa fredeligt, saa tyst I Himmel og paa Jord; Vær ogsaa stille i mit Bryst, Du Flygtning som der boer! Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjæl, Som her Dig ei forstaaer! See over Bye og Dal i Qvel Nu Fredens Engel gaaer. Som Du han er en Fremmed her: Til Himlen staaer hans Hu ; Dog i det stille Stjerneskjær Han dvæler her som Du. O, lær...
Page 173 - Leire græsse nu Faar paa Vold, Hvor fordum Kæmperne drukke. Paa Leire stod der et gammelt Skjold; Det blev Holger Danskes Vugge. Det gamle Skjold var der Lykke ved: Det var med Runer indgravet; Det bar, som Vugge, til Sjølunds Bred Kong Skjold paa Baad over Havet. I Vuggen saae jeg paa Bøg og Eg ; De sused ved Borgens Rude. Fra Marken tog de den gule Neg: Den blev Holger Danskes Pude.
Page 169 - Vær hilset, mit gamle Fædreland ! Du kjender mig vel ei ganske? Engang jeg var en navnkundig Mand: De kaldte mig Holger Danske. Med mig drev Lykken et underligt Spil: Hvert Barn mit Navn skulde kjende; Dog Mænd skulde troe, den Mand var ei til, Hvis Ry foer til Verdens Ende. Mit Liv blev givet et sælsomt Kaar: Det aldrig i Verden ophører, Og død kan jeg synes i tusind Aar, Men dog i Løndom mig rører.
Page 170 - Jeg lever i Danskens Hjerte og Sind, Jeg lever paa Folkets Tunge. Kom ei jeg i Verdenskrøniken ind, Dog Skjaldene om mig sjunge. Min Aand med Folkets Slægter foer hen; Dybt slumred den mange Gange. Med Folket den vaagner og kommer igjen Med Livet i Daad og Sange. Mit Navn hver Bonde kjender endnu, Og glad jeg rækker ham Haanden. Mit Levnet kommer hver Dansk ihu, Som glædes ved Folkeaanden. Du veed det, Landsmand! jeg er ei død: Med Kraft jeg kommer tilbage; Jeg er din fuldtroe Hjelper i Nød...
Page 169 - Mænd skulde troe, den Mand var ei til, Hvis Ry foer til Verdens Ende. Mit Liv blev givet et sælsomt Kaar: Det aldrig i Verden ophører, Og død kan jeg synes i tusind Aar, Men dog i Løndom mig rører. Jeg lever i Danskens. Hjerte og Sind, Jeg lever paa Folkets Tunge. Kom ei jeg...
Page 261 - Skoven staaer igjen. Lad Solen formørkes og Maanen tage af! Dog Sol og Maane stiger fuldkarsk over Hav. Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv! Det Liv der ei bortfarer, er Sjælen dog selv. Har Sjælens Liv ei Ende, saa er der ingen Død, Og vi er dog saagodtsom i Paradiset fød. Der springer en Kilde ved Livstræets Rod: I Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod; Og Havet ei ældes, og Jordens grønne Øe Hver Sommer staaer forynget i livsgrønne Søe.
Page 261 - Sjælen hvad den vil — Saa er der andre Sole og andre Stjerner til. Og slukkes alle Sole og Stjerner engang — Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.
Page 90 - Hvo planted hist saa høit i Nord Den Gren fra Edens Have ? Hvo bar den tro i Hvalens Spor Hen over Dybets Grave? Ispolens Søn! hvo gav dig Fred? Ei steg en Engel til dig ned: Gud en Apostel sendte ; I Mulm han saae et Folk forladt — Ham Aanden viste Dag og Nat Den Vei, kun Døde kjendte. Og ei han havde Rast og Ko: Den Vei han maatte følge, Gik end den over Dødens Bro Og Fjeld af frosne Bølge.
Page 247 - Himalaya! Himalaya! Himmelluftnings grønne Vang! Ararat og Strelonaia! Navne med fortryllet Klang! Himalaya! Himalaya! Gloriant for Holger sang. Cederskove! Palmelunde! — Engle sang i Verdens Støi — Dal, hvor Livets Væld oprunde ! Bjerg, hvor Arkens Due f løi ! Cederskove!
Page 89 - Til Himlen staaer hans Hu; Dog i det stille Stjerneskjær Han dvæler her som Du. O, lær af ham din Aftensang, Fred med hver Sjæl paa Jord; Til samme Himmel gaaer vor Gang, Adskilles end vort Spor. Fred med hvert Hjerte, fjern og nær, Som uden Ro mon slaae! Fred med de faa, som mig har kjær, Og dem jeg aldrig saae! Fred med hver Aand, som hader mig! Den skal mig elske vist, Naar samlet i Guds Himmerig Vi ham lovprise hist.

Bibliographic information