Samlede skrifter af J. S. Welhaven, Volumes 5-6

Front Cover
 

What people are saying - Write a review

We haven't found any reviews in the usual places.

Other editions - View all

Common terms and phrases

Popular passages

Page 161 - Vingeslag. Da blev han løftet over Idas Top, og da, med Et, han følte Flugtens Glæde; for ham Olympens Haller lodes op, og frit i Guders Kreds han turde træde. Den ypperste af alle Nektar-Skaaler Kroniden selv betroede hans Haand, og i et Lys, som kun en Salig taaler, stod atter Verdens Billed for hans Aand. Og salig pristes han af Jordens Børn, og end i tusind Skalde-Kvad det klinger: Salig den Isse.
Page 35 - Barndoms-Minde. -J eg var lyksalig paa min Barndoms Kyst, jeg sendte Snekker ud i Bølgers Dyst, og plukked Roser mellem mørke Fjelde ; og efter Dagens legende Bedrift jeg læste Krøniker og hellig Skrift, -og hørte Eventyr om Jetters Vælde. Men fremfor Alt jeg tog det som en Fest, naar stundom med min Fader, der var Præst, jeg havde Lov paa Sognebud at følge. Ja, som en lille, slummer-mødig Dreng, jeg kunde hurtigt glemme Søvn og Seng, og drage med ham over Bjerg og Bølge.
Page 285 - Rige Knud, Du lover godt! — vade over, — det kan Ingen". „Jo, jeg kan", — sa
Page 281 - Dugg i dyben Dal, det skinned som Guld af Fjeldet. Da bæved Lunden, da lød det nær som af en susende Vinge, og grant jeg hørte fra Fjeld og Trær de lokkende Toner klinge: Tirilil Tove, langt, langt bort i Skove ! Der fører en Sti saa langt af Led til Lien, hvor Fuglen bygger; der stemmer den op hver Sang, den ved, i dunkleste Graneskygger. Men om jeg aldrig kan vinde did, jeg kjender dog Lokkesangen, hvor sødt den kalder ved Sommertid, naar Kvelden har dugget Vangen: Tirilil Tove, langt, langt...
Page 52 - Luften er skinnende, blaalig-hvid; det er Midsommer-Sol og Middags-Tid. De tindrende Straaler spille paa Elven under den mørke Bred, og Skum-Taagen svæver stille, hvor Fossen haster i Dybet ned. Der vandrer Elven en lønlig Vei...
Page 78 - Q paa de skinnende Vover; men kommer en Gang en Seiler den nær, da sænke sig Skyer derover, — og skjult er da den vinkende Strand, og Ingen kan -Øen bestige. Med Tanken kun tør Kystboen hige mod Vest til det deilige Alfeland. Han ser i Syd, i øst og i Nord kun truende Fjeld over sortladne Vande; det strømmende Sund, den bugtede Fjord er lukket af traurige Strande. Men dybt i Vest, naar Solen gaar ned, han finder med speidende øie den fagre #, hvis bølgende Høie hæve sig mildt fra den...
Page 279 - Fler end Tusind kunde lytte til de underbare Toners Fald. Møllergutten sad, som naar man stirrer overbøiet paa et Elv-Dybs Pragt, og som Broen, hvor man dvæler, dirrer, saadan rysted Sædet ved hans Takt. Men hans Spil var og som Fossefaldet, der i stride Hvirvler gaar, og ved Spillet blev hver Tanke kaldet did, hvor Fossegrimmen Harpen slaar; kaldet fjernt hen til de grønne Dale, som har Kilder fra et snedækt Fjeld, hvor vor Kunst i Toner som i Tale altid finde kan sit friske Væld.
Page 85 - Storm, Hvor Himlen virker af Skyers Flor Et Slør om Jordens mægtigste Form. Det Hjem for Sagnet fra Hedenold, Den Klippe i Sky, skal ei kaldes gold, Dens brusende Strøm er et Livsens Bad, Og Veirets Klang fra dens hævede Bryst Henbæres vidt som et aandigt Kvad. Der flyder et rigt Fornyelsens Væld, Der lyder en stolt Forjættelsens Røst Til Asers Stamme fra Norges Fjeld.
Page 320 - Skummet driver gjennem dens Rugested, dens Sang og Flugt beliver Vandenes øde Bred. Men mangen en Gang, til Takke for Triller og blide Kvad, faar Fuglen over sin Nakke et isnende, umildt Styrtebad. Dog aldrig den forlanger at kvæde i Blomsterduft, og ei som Skovens Sanger den undflyr Vintrens Luft. Paa Is, som Taage slører, i Elvegruben trang, alene, for døve Ører, den hæver endnu sin friske Sang. Men skal en Sanger trives i Fossekallens Kaar, maa han for Alting drives af Iver, som forslaar;...
Page 101 - Vaardrøm frem; ingen Kval kan falde paa mit Hjerte tungt som den, du klaged i min Favn. O, du Salige, i Fryd og Smerte har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.

Bibliographic information