paa disse Landes indre Styrelse og særlig ikke paa den Gudsdyrkelse, som de øvede, hvorfor Ofringer fremdeles fandt Sted, endog Menneskeofre. Man kunde se deres Tropper i den tydske Hær under Mærker med hedenske Gudebilleder 1). Henrik II, som med saa god Ret fik Tilnavnet den Fromme, lod engang, da en Christen havde haanet et saadant Mærke med Stenkast, Bøder betale herfor 2), og da hans vendiske Krigere havde plyndret en Kirke, betalte han af sin egen Pung Erstatningen derfor 3). Dette klinger næsten utroligt, men Grunden er let forstaaelig; jo mere de sachsiske Store vare beredte til ved hver en Leilighed at forraade Riget til Polens Konge, desto mere maatte Henrik søge at undgaa enhver Krænkelse af Venderne. Og sikkert var det, at der var intet Punkt, med Hensyn til hvilket Venderne vare mere følsomme, end deres religiøse Tro.

Saaledes var Hedenskabets Bestaaen i Venden saa at sige godkjendt. Man besatte endnu fremdeles Bispedømmer i Brandenburg og Havelberg, men næppe med anden Tanke end at holde sin Ret i Live. De udvalgte tydske Bisper kom vist slet ikke indenfor deres Bispedømmes Grænser, endsige at de toge Sæde der.

De Danskes Forhold til Venderne havde, som det alt er berørt, en helt anden Karakter. Der mærkes hos dem, det skulde da være De Danske havde

saalidt som overfor noget andet Folk Sachserne nogen national Uvillie.

aldrig, hverken som Hedninger eller som Christne, vist nogen religiøs Fanatisme overfor andre Folkeslag, de færdedes ogsaa roligt Side om Side med de vendiske Folk, uagtet de havde den forskjellige Tro.

Derfor se vi ogsaa, at danske Konger tidligt søgte sig Hustruer hos de slaviske Folk. Allerede Kong Harald Blaa

1) Hauck, Kirchengeschichte III. 627.

2) Thietmar VIII. 64, S. 232.

3) Thietmar VI. 51, S. 164 f.

tand var gift med en vendisk Hustru, saaledes som Søndervissing-Stenen vidner: „Tufa, Mistivis Datter, Harald Gormssøn den Godes Kone, lod gjøre dette Mindesmærke efter sin Moder" 1). Der er al Sandsynlighed for, at hun har været en Datter af Abodriterfyrsten Mistuvoi, der levede ved Tiden 9602). Svend Tveskjæg havde ægtet Gunhild, som Sagaerne urigtigt gjøre til en Datter af Kong Burislav af Pommern; hun var en Datter af Hertug Mieszko af Polen og Søster til Boleslav Chrobri, der var Polens mægtige Hertug og senere Konge (død 1025). Men Svend forskød hende og ægtede Sigrid Storraade. Efter hans Død var det hans Sønners første Gjerning at hente deres Moder hjem 3).

Svends Søster Thyra skal i Følge Sagaerne efter Styrbjørns Fald have ægtet den nys nævnte vendiske Kong Burislav, som hun dog strax efter Brylluppet forlod; senere ægtede hun Olaf Tryggvason 4).

Jeg henleder endvidere Opmærksomheden paa en Søster til Kong Knud den Store, som først for faa Aar siden er bleven bekjendt. I den mærkelige Liber Vitæ, der har tilhørt Benedictiner-Abbediet New Minster (senere Hyde) i Winchester, og paa hvis første Blad Kong Knud og hans Dronning Ælfgyfu (Emma) ere billedlig fremstillede, idet Kong Knud var Klostrets store Velgjører, findes en lang Fortegnelse over udmærkede Kvinder, som af Kjærlighed til Gud have elsket dette Sted eller have ved tildelte Gaver anbefalet sig til dette Samfunds Forbøn", og blandt flere Dronninger - saaledes Elfgyfu coniunx Cnuti regis nostri og mange fornemme Kvinder, som her nævnes, er ogsaa op

1) Wimmer, De danske Runemindesmærker I. 77 f.

2) En abodritisk Fyrste af dette Navn forekommer senere i Aarhundredet og endnu 1018; det er vanskeligt at holde disse Mænd ude fra hinanden, jfr. R. Beltz, Mistewoi, i Jahrbücher des Vereins f. meklenburg. Geschichte LXI, Quartalbericht 30 ff.

3) Cnutonis regis gesta II. 2, Thietmar VIII. 39.

4) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 38, 99, 100, 106.

tegnet: Santslaue soror Cnuti regis nostri1). Vi møde her aabenbart atter et slavisk Navn i den danske Kongefamilie. Santslaue maa svare til Svantoslava, det Navn, som en Datter af Hertug Boleslav III af Polen og Sbislava bar; hun blev gift med Magnus, Niels' Søn, senere med Kong Sverker 2).

En anden Oplysning kan mulig sammenknyttes hermed. Knud havde nemlig en Søster, der i Følge Florentius af Worcester var gift med Vendernes Konge Wyrtgeorn; deres Datter var Gunhild, som ægtede Hakon, den norske Erik Jarls Søn3).

Saaledes knyttes der paa de Tider ret jævnlig ægteskabelige Forbindelser mellem den danske Kongeslægt og Medlemmer af de vendiske Fyrstefamilier 4).

Her kan ogsaa nævnes, hvorledes en Slægtning af Svend Estridsson i Følge Kongens egen Fortælling til Adam af Bremen -var Forstander for Kirken i Aldenburg i Wagrien,

1) Liber vitæ: register and martyrology of New Minster and Hyde Abbey, Winchester. Ed. by W. de Gray Birch (1892) 58. I Marginen er tilføiet hic, der synes antyde, at hun er begravet dér.

2) Wedekind, Noten zu einigen Schriftstellern II. 42 ff. Olrik, Knud Lavard 202.

3) Florentius af Worcester 1029: Hacun, qui nobilem matronam Gunnildam, sororis suæ et Wyrtgeorni regis Winidorum filiam, in matrimonio habuit; 1044: nobilis matrona Gunnilda, regis Wyrtgeorni et sororis Canuti regis filia. A. D. Jørgensen, Nord. Kirkes Grundlæggelse 443, bestrider, at Navnet er slavisk; det er angelsachsisk. Selv om Wyrtgeorn har faaet et angelsachsisk Udseende, ligger det dog nær at tænke det urigtigt skrevet og at sammenstille det med Wrytsleof, (jfr. nedenfor S. 66), saaledes som Munch gjør (Norske Folks Historie I. 2. 482, 589), og Wirtschachus, en Borger i Stettin, Ebbonis vita Ottonis III. c. 2 (Scr. Rer. Germ. XII. 859). Jfr. hvorledes Ratibor bliver i en tydsk Kilde til Rodilbernus (Scr. Rer. Germ. XVI. 190).

4) For Norges og Sveriges Vedkommende kjendes delvis noget lignende. Kong Olaf Tryggvason havde i Følge Sagaerne været gift med Kong Burislavs Datter Geira og i tre Aar indtil sin Hustrus Død været bosat i Venden. Kong Olaf Skotkonges Hustru Astrid siges af Adam (II. 37) at være abodritisk, hun betegnes ogsaa af en Saga som vendisk; dog synes dette urigtigt, hvorimod Olafs Frille Edla var Datter af en vendisk Jarl og taget paa et Hærtog (Munch, Norske Folks Historie I. 2. 228, 563).

men blev ynkelig dræbt sammen med 60 Præster ved de hedenske Venders Opstand ved Tiden 1000 1).

For de Danskes Forbindelser med Venden vedblev Jomsborg i det 11te Aarhundrede at være det vigtigste Mellemled. Selv om Borgen i nogen Tid af Kong Svends Regering havde indtaget en uafhængig Stilling, har den paa Kong Knuds Tid været under den danske Konges Magt. Saaledes synes Ulf Jarl, Knuds Svoger, en Tid at have været Høvding i Jomsborg, men efter at han ved Thorkil Jarls Død var bleven den øverste Styrer af Danmark, indsatte Knud sin Søn med Ælfgifu Svend til Høvding i Jomsborg. Da derpaa Kuud havde erobret Norge, kaldtes Svend til dette Land og toges til Konge paa Lagthingene 2).

Kong Knud har paa et tidligt Tidspunkt af sin Regering gjort et Tog til de slaviske Lande. Han betegner sig i nogle Breve som Herre over en Del af Venden, og baade Saxo og andre Kilder nævne ham som Herre over Slaver. I Følge en Fortælling hos Henrik af Huntingdon skal Godwin særlig have udmærket sig i en Kamp mod Venderne, hvem han, uden at Kongen anede noget derom, angreb og slog fuldstændig ved Nattetid 3).

Men Knud havde ogsaa opkastet sig til Herre over andre Lande ved Østersøen, idet han paa et Togt i Aaret 1022 havde underlagt sig Witland eller Samland 4).

Paa Grund af disse mange Berøringer med Østersølandene kan det ikke vække Forundring, at vi se vendiske eller andre slaviske Høvdinger søge til England og findes ved Knuds Side. En Wrytsleof dux nævnes saaledes som Vidne under et af Knuds Breve, og Godskalk, Søn af Abodriternes Fyrste Uto, forlod efter sin Faders Drab sit IIjem

1) Adam II. 41 (Oddar . . . noster consanguineus).

2) Snorre, Olaf den Helliges Saga c. 252. Steenstrup, Normannerne III. 325, 332, 349, 383.

3) Henrik af Huntingdon 1019; Steenstrup, Normannerne III. 326 ff. 4) Steenstrup, Normannerne III. 322 ff.

land for at træde i Knuds Tjeneste. Først efter Hardeknuds Død drog han til Danmark og senere til sit Fødeland 1).

Men ligesom de Danskes Angreb paa Venderne naturligen maatte kalde Indbyggerne til at ruste sig som Søkrigere og til at forsøge Modangreb over Havet 2), saaledes havde de Danskes Herredømme og Bosættelse i Østersølandene bidraget til at opdrage Venderne til en hel ny Levevis. De vare nu blevne Søfarende, tvungne hertil og oplærte heri af de Danske), og Følgerne skulde snart vise sig paa de Danskes Kyster, ikke mindst paa saadanne Tider, da Folket var splittet eller Landets Konge svag.

9. Slaget paa Lyrskovshede.

Jomsborg var, hvor yderligt det end laa, et saa vigtigt Punkt for Danmark som Militærmagt, at Kong Magnus den Gode, da han tog Danmark i Besiddelse, ikke kunde være i Tvivl om, at han maatte tvinge Borgen til Lydighed. Han seilede med en stor Flaade derhen og indtog By og Borg, som han brændte, ligesom han lagde en Del af Vendland under sig1).

1) Steenstrup, Normannerne III. 380 f.

2) Fagrskinna c. 50 kjender det allerede fra Harald Blaatands Tid: Haraldr konungr . . lét gera. . Jómsborg. . Var þá úfriðr mikil lengi á milli Vinda ok Dana, ok herjuðu hvárirtveggja í annarra land.

3) Dette findes udtalt allerede af N. M. Petersen, Samlede Afhandlinger II. 37: Da Venderne ved Østersøen havde lært Søfarten af Normannerne, som besøgte deres Kyster, bleve de til de umætteligste Korsarer; de tilsidesatte Agerdyrkning og levede af Byttet, som gjordes paa Havet. Jfr. Bache, Nordens Historie 2 II. 248, H. H. v. Schwerin, Om kustfolks olika sjöduglighet 44.

4) Kilderne udtale egentlig ikke saaledes som bl. a. nyere Forfattere sige at Magnus aldeles tilintetgjorde Borgen. I Følge Adam af Bremen var Nederlaget betydeligt, Snorre lader ham brænde Borgen „og