Mikaël |
Other editions - View all
Common terms and phrases
Algier Ansigt Atelieret begyndte betragtede Billede Blik Bordet Bøhmen bøjede bøjet Charles Schwitt døde Døren faldt Farvel Flygelet Frankrigs frem Fru Alice Fru de Zamikof Fyrstinden førte Gang ganske Gelænderet gik hen greb Grev Toll halvt hastigt hendes Herman Bang Hertugen holdt Hovedet hvide hviskede Hænder hørte Haand Jacques kaël kendte kære lagde Leblanc Legeme Louvres Læber længe Lærred læse læste lød løftede Majordomus Mand Melbourne Mester Mestren sagde Mestren stod Mestren svarede Mikaël sagde Monthieu maaske Normandiet næsten Orkidéer Pinero pludselig Prag Prinsesse rakte Réjane rejste Rohan rørte raabte sagde Adelsskjold sagde Claude Zoret sagde Fru Adelsskjold sagde Fru Morgenstjerne sagde Hr sagde Lucia sagde Mestren sagde Mikaël sagde Schwitt sandt Schwitt sagde Sejren Seng sét skød slog stansede Stemme stirrede Stol staaende svarede Mestren svarede Mikaël saá saadan talte Tanker taug Trappen Tuileriernes Tænder tænkte véd vendte Versailles Vestibulen vidste Vogn Øjeblik Øjne aabnede
Popular passages
Page 134 - som en ung og lykkelig Pludren. Hr. de Monthieu stirrede ud i Haven og sagde pludseligt: — Stakkels Mikael. Fru Adelsskjold vendte Hovedet, som om hun ikke havde forstaaet ham. Men lidt efter sagde hun, mens hun betragtede Palmegruppen, der rejste sine Blade midt i den indelukkede Have som i et Drivhus: — Ja, den stakkels Mikael. De
Page 199 - havde rejst sig, rank i Blusen: — En Fyrstesøn kunde der vel ogsaa være blandt Kunstnersønner. En Hertug blandt (der kom i Claude Zorets Øjne et Glimt som af Bondens Had) disse Hertuger . . . — Men alligevel, alligevel var der Grænser. — Naa (det gav uventet et Ryk i
Page 318 - op mod Væggene, frem mod hans Værk — medens Esaias' forkyndende Mund fik Liv i den sitrende Luft og Driftens gyldne Vogn syntes at sprænge frem fra sit Lærred ud over de hyldende Hundreders Hoveder . . . mens Job havde dækket sin Spedalskhed.
Page 192 - stansede og smilede: han huskede en Gang fra den Vinter, han med Mikael tog Studier i det sydlige Algier, han havde set et Par unge Palmer paa en Skraaning og han havde tænkt, at saadan som de voksede, ranke og frie, bredende deres dejlige Blade i Lyset saadan vilde han lade et Menneske leve, saadan vilde han lade Mikael vokse sig stærk i
Page 303 - Fru Adelsskjold sad med sine Arme trykkede mod Sofaens Kant som for at støtte det ranke Legeme. Med de lukkede Laag lignede hun en Død, der sad oprejst. Adelsskjold sagde og talte som før: — Til
Page 115 - appris beaucoup de choses. Og idet han lo, blev han ved: — Mais, oui en parcourant tant de pays elle a bien appris la connaissance de trics. Mikael havde vendt sit Ansigt og Hertugen drejede sig
Page 283 - og du véd det — ikke saa grusomme som din Stenmunterhed er. Véd du, hvad du ligner, naar du ler? En Granitgud, der vrænger ad os andre, os Stakler — det ligner du. Og jeg skal taale det, for du har jo Ret til at foragte. Uden at spørge, uden at tale, uden at forstaa, uden at forsøge at begribe, foragter du fra Toppen af dit Geni.
Page 86 - i samme Tone som før. Han satte sig i en Stol, uden at aabne sine Øjne, fortabt i den frygtelige Stirren, hvorunder han vilde tvinge sig selv til at se hver Linje og hver en Skygge, saa den talte fra Lærredet og var Liv. — Hvor er da Mikael? spurgte Hr. Schwitt. — Jeg véd ikke, svarede
Page 67 - tæt ved Tærskelen under en Lampe, hvis Skær gød en Rødme over hendes meget blonde Haar. Mestren havde endelig rejst sig og ogsaa Mikael stod op, paa Trappens nederste Trin. — Jeg takker Dem, Mester, sagde Lucia, hvis Hænder, der var uden Handsker, krammede let om den sølvglitrende Boa, som gled ned fra hendes spinkle og