Van Grootens Bolig vendte ud mod en af Byens faa stille, forretningsøde Gader. Modsat almindelige engelske Huse var dette ikke ret højt, men meget bredt, bredt som tre, fire andre Huse tilsammen.

En Art Portal midt paa Huset gav dette et vist samtidig fornemt og pralende Præg. Senere erfarede jeg, at Portalen, der af en entreprenant Arkitekt var lavet med det ene for Øje at blænde, var en tro Kopi af et af Florens' Patricierhuse.

Husets Indre var saare imponerende. Jeg traadte ind i en Forstue, eller rettere en Søjlehal, med Mosaikgulv. Gennem Glasdøre saa man ud i Vinterhaven, til højre og venstre førte Døre ind til Opholdsværelserne. Tjeneren viste mig gennem et Par med Fløjl, Forgyldning og Billeder overlæssede Stuer ind i et stort lyst Værelse, hvor van Grooten yderst venligt modtog mig. Dog forekom det mig, baade dengang og ofte senere, at han maalte mig med det Blik, hvormed man maaler en mulig Fjende.

Han frittede mig en Del om min Gerning, noget jeg allerede havde vænnet mil til, begribende at denne Trang til at høre fortælle om Forbrydere og Forbrydelser simpelthen stammede fra Provinsmenneskers barnlige Dragen af det eventyrligt utilladelige. Jeg kan ikke sige, van Grooten paa mig virkede absolut utiltalende. Han var paa ingen Maade saa plump og plat i sin Fremtræden som de fleste af Byens andre store Handelsmænd, men heller ikke saa aaben og brav.

Hans overvættes blege Hud til det store sorte Skæg, Øjnene under de ludende Bryn, Hænderne, der ligesom søgte Skjul, og Stemmen, der klang hult disse ydre Ting lod mig formode, at Manden i sin Tid under Ophold i usunde Egne havde paadraget sig hin Klimatfeber, der næsten aldrig slipper sit Bytte.

Han talte engelsk, men med hollandsk Tonefald. Hans Herkomst selv om Navnet ikke havde røbet den var utvivlsom.

I Samtalens lidt træge Løb nævnede han min Broder, hvem det

IIIIIIIIIƏƏƏƏƏƏƏ EDMOND RALPH

lod til, han satte stor Pris paa. Da jeg vidste, min Broder ikke nærede samme Følelse for ham, lod jeg hurtig Emnet falde.

Han beklagede, hans Datter ikke var hjemme, da hun paa langt mere fyldestgørende Maade forstod at underholde Husets Gæster, men han tilbød at vise mig om i Hjemmet.

Jeg, der gættede den rige Mands Hang til at prale med det, der var hans Ejendom, led mig villigt føre om fra Værelse til Værelse, uden iøvrigt at fatte ringeste Interesse for, hvad jeg saà. Van Grooten standsede foran en Dør:

- Dèr tør vi ikke gaa ind. Det er min Datters »Lønkammer«<, som vi kalder det. Dèr modtager hun kun sine meget gode Venner og det endda sjældent. Det skulde glæde mig, om De engang naaede saa vidt i hendes Gunst

Jeg studsede, ikke over Ordene, men over Betoningen, der røbede en mørk forfærdende Kval. Som om et Lyn havde kløvet Mandens Indre og blottet hans hemmeligste Tanker, anede jeg i det Nu, at van Grooten ikke alene tilbad Datteren, men nærede haabløs, lidenskabelig Kærlighed til hende. Jeg havde ondt af det for ham og lovede mig selv at gemme denne min Anelse for alle andre.

Han førte mig nu ud i Vinterhaven, øjensynlig hans Stolthed. Det var et stort rundt Rum, halvt bygget ind i Huset, halvt ud i Gaarden. Man havde haft Ret i, hvad der blev sagt om Parfumeringen af dette Rum. Luften var paa samme Tid fugtig, saa man uvilkaarlig drak den ind med alle Porer, og sløvende tung af søde og bitre Dufte, der ligesom steg op fra Jorden og trængte ud fra hver af Blomsternes Blade.

Van Grooten viste mig med barnlig Glæde det store Midtbassin, hvor Fiskene dovent flød som gyldne Frugter, faldet ned fra Palmerne, der spejlede sig i Mellemrummene mellem Aakandernes olieblanke Blade.

Omkring denne Vinterhave, der af Størrelse mindede om et botanisk Palmehus, løb et smalt Jerngalleri, hvortil man havde Adgang ved to Vindeltrapper, en fra hver Side af Rummet.

Van Grooten pegede op. Jeg saà en Række smalle lange Vinduer bag Galleriet, de var dækket af solgule Silkeforhæng: Det er min Datters Soveværelse!

Atter samme brændende Klang i Stemmen.

GHETTOENS BLOMST EEEEEE66666666

Og jeg huskede, man havde talt om Frøken Rachels Sovekammer, der var udstyret med østerlandsk Overdaadighed.

Van Grooten aabnede en Dør ud til den lille Forstue, der kun var til for at hindre den kolde Luft i pludselig at komme til Planterne, og han viste mig det store Gaardsrum, der, mellem to lange lave Sidefløje, strakte sig ned til Kontorbygningerne. Et Par Rækker Fliser var lagt som Fjæl mellem de toppede Smaasten, hvormed Gaarden var brolagt. Fløjen til højre var beboet af Tjenerskabet, desuden var der Stald og Oplagsrum, Fløjen til venstre hørte til Herskabsboligen. Hele denne Fløj var som min Faders Præstegaard overgroet med Vedbend, ligesaa de lave Kontorbygninger, hvis vinde og skæve Tagrækker tydede, ikke blot paa høj Ælde, men ogsaa røbede en Gnieragtighed hos Ejeren, der stak af mod hans øvrige Brovtelyst.

Han forklarede mig, at bag Kontoret laa atter en Gaard med Lagerbygninger, samt Haven og Gartnerboligen, der vendte ud mod et Stræde. Vi kom, medens vi stod der i den søndagsstille Gaard, til at tale om Byen og Havneforholdene, og van Grooten fandt atter Lejlighed til at komme ind paa min Virksomhed.

Da vi vendte tilbage, viste han mig, hvorledes Yderdørens kvartertykke Pengeskabslaas om Dagen kunde sættes ud af Virksomhed og erstattes af et lille Dørhaandtag, saa Gartneren kunde gaa ud og ind uden at tvinges til Omvejen gennem Huset.

Vi var næppe komne ind i Vinterhaven, før jeg hørte ligesom en Hvisken. Frøken Rachel kom gaaende gaaende eller snigende eller bugtende sig imod os.

Mit første Indtryk af hende var blind, uforklarlig Rædsel. Aldrig før og aldrig senere har jeg set et Væsen en Slange saa ligt som dette fine, lange, spæde Legeme, der smygede sig imod mig. Det var bevægeligt og glidende som et Vand, og hemmelighedsfuldt som en uopklaret Forbrydelse. Ansigtet var roligt, stivnet som en Maske.

Hverken dengang eller nu er det mig muligt at udsige, om Rachel van Grooten var smuk. Jeg fornam kun den kolde, tomme Skræk, der sprang ud et Sted i mit Indre og lammede mine Tanker.

Hun gav mig en Haand, der laa levende og sitrende i min som en gispende, varm Fugleunge. Og medens jeg holdt den, var det,

IIIIIIIIƏƏƏƏƏƏƏƏ EDMOND RALPH

som om noget klæbede sig til mig, noget, der blev tilbage, da hun tog Haanden til sig igen.

Vore Blikke mødtes, og jeg saà hendes Øjne, — gyldne, blaa, jeg véd det ikke, véd det ikke de glimrede som Glasskaar, der lyser i Solen.

Hun tog van Grooten under Armen og lod mig gaa foran. Det undrede mig ikke, at hun tav. Men da hun endelig talte - Ordene i sig selv var uden Betydning var det, som om hellige Minder om Drømme, fra før Livet blev til, sugede sammen om mit Hjerte. Jeg tog Afsked, og man lod mig gaa.

Da jeg kom ud paa Gaden i det blændende Sollys, i den rene Luft, begyndte jeg at tænke efter, og jeg besluttede aldrig mere at gæste dette Hjem. Heller ikke vilde jeg for Allan omtale mit Besøg.

Men hvor jeg gik, og hvor jeg stod, vedblev jeg at høre den sagte Hvislen af Kjolen og se for mig dette Legeme, der var som en rindende Strøm.

Timer efter dukkede op som man med Viljens Magt kan fremtvinge Enkeltheder af glemte Drømme hendes Haar, ikke Farven, men Haarets høje, levende Fald, og de hvidgule Naale, der, som Bensplinter, stak ud hist og her.

Du skal se dem, du skal se dem

i den mørke Julikveld,

som en Regn af Juveler

fra et søndersprængt Fjeld.

Gennem Sølvslør falder, drysser der Krystaller,

Havets milde Perler og Koraller.

I de høje, i de dybblaa Himmelhaller.

Du skal se dem, du skal se dem

ved et kongeligt Held,

som en Skov af hvide Blomster

drysset ud i et Væld,

af en Haand, som har plukket dem i Paradis ikveld.
Hvide Roser, hvide Liljer og Konvaller.

I de høje, i de dybblaa Himmelhaller.

Har du seet Sydens Stjerner,
saa fortæl, saa fortæl!

om al Himmeriges Rigdom,

om det dybe Skønhedsvæld,

om en Storm af Juveler, om et Snevejrs Sølverfnug,

om en Blomsterskov, en Liljeregn som glimrer af Dug.