den havde været, der var bleven indgaaet i Aaret 1756, syntes ikke Bernstorff indbydende. De 2 Staters Interesser havde dengang vist sig saa forskjellige, at hans Farbroder havde sagt ham, at han havde fortrudt, her at være gaaet sammen med Svenskerne, og nu vare, for slet ikke at tale om den gjensidige indgroede Mistillid, de politiske Standpunkter atter forskjellige. Det var, som før omtalt, netop paa denne Tid, at Sverige sluttede en Subsidietraktat med Frankrig, der paa en Maade var en formelig Forbundstraktat, og, selv om man ikke i Kjøbenhavn kjendte denne Traktats Bestemmelser, vidste man tilstrækkeligt om Sveriges stærke Tilnærmelse til Frankrig, til at man kunde sige sig selv, at England ikke vilde tage Hensyn til et Neutralitetsforbund, som man indgik med Sverige. Da imidlertid mange af de dansk-norske Klager faldt sammen med de svenske, ligesom ogsaa med de hollandske, og da en fælles Optræden af de neutrale Magters Diplomater i London i flere Tilfælde kunde være nyttig, gav Bernstorff Dreyer Befaling til at virke sammen med Hollands og Sveriges Statsafsendinger, for saa vidt Interesserne stemmede overens. Videre holdt han det for umuligt for det første at gaa her. Men samtidig gjorde han paa en anden Kant et Skridt, der maaske kunde føre til større Resultater. Han vilde have Rusland til at slutte et Forbund med DanmarkNorge om Beskyttelse for den fælles Handel. Vel havde Rusland næsten ingen Handelsskibe, og det var derfor hidtil optraadt med langt mindre Iver i Skibsfartssagen end de tidligere nævnte Stater; men andre Landes Skibe drev dog en omfattende Fragthandel med Produkter fra Rusland, og selv om ogsaa Flertallet af disse Skibe var engelske, syntes dog denne Fragthandel at maatte gjøre Rusland interesseret i, at England anerkjendte de Grundsætninger, som de neutrale Stater vare ivrige for. Oven i Kjøbet var Ruslands Venskab netop paa denne Tid af Plan om Neutralitetsforbund med Rusland. 303 Vigtighed for England. vinde det, at den engelske Afsending Harris af al Magt anstrængte sig i Petersborg. Hvilken Vægt kunde Rus Det var, som nylig sagt, for at land da ikke tilføre de dansk-norske Forestillinger i London, især naar det ved et formeligt Forbund var kommet overens med Regeringen i Kjøbenhavn om at ville hævde de samme Grundsætninger som den! Rusland kom selv til at give Bernstorff en Lejlighed til at arbejde herfor. Guvernøren i Archangel gjorde nemlig Indberetning i Petersborg om nogle Kaperier fra Amerikaneres Side imod engelske Handelsskibe, der fore paa Archangel. Katharina II gav da Befaling til at lade sin Afsending i Kjøbenhavn oplæse for Regeringen der en Note, hvori hun opfordrede denne til i Forening med hende selv at værne om Skibsfarten i den Del af det nordlige Ishav, der stødte op til de tvende Magters Lande. Der blev tillige rettet Anmodning til den om at angive, hvilke Midler den holdt for bedst skikkede til at opnaa den ønskede Virkning. Da Rusland saaledes begyndte at røre sig i Anledning af Skibsfarten, besluttede Bernstorff at benytte sig deraf, men rigtignok saaledes, at han vilde se at faa noget langt. mere og til Dels noget andet ud deraf end det, Rusland paatænkte. Selve det, denne Stat havde opstillet som Maalet for en Overenskomst, interesserede ham ikke stort. Han fandt det nemlig altfor ensidig engelsk-russisk. Archangel var som bekjendt den vigtigste Handelsplads ved det nordlige Ishav, og den allerstørste Del af de Skibe, der fore paa denne Plads, vare engelske. Medens altsaa Forholdsregler til at sikre Skibsfarten i disse Farvande mod Kapere utvivlsomt kunde være til stor Gavn for England og Rusland, havde de langt mindre Værd for Danmark-Norge. Oven i Kjøbet var det vanskelige Farvande. at have Skibe krydsende i. I Stedet for altsaa blot nærmere at angive, paa hvilken Maade den russiske Plan kunde gjennemføres, overrakte han 28. September 1778 den russiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Sacken et Forslag til et Neutralitetsforbund imellem Danmark-Norge og Rusland af en ganske anderledes omfattende Natur. Han lod det se ud, som om Kejserinden havde tilsigtet en almindelig Beskyttelse af den russiske og den dansk-norske Skibsfart, og han udviklede nu i sit Forslag, hvorledes dette kunde ske ved en Overenskomst, der ikke skulde være indskrænket til visse Have, men nok særlig udhæve Østersøen og de nordlige Farvande. Sikringen af disse skulde opnaas ved Krydstogter fra Skagen langs Norges Kyst til Archangel og ved at have Eskadrer rustede til Værn for Østersøen. Fremdeles foreslog han, at Rusland af al Magt skulde støtte Danmark i at faa England til at gaa ind paa at gjennemføre billige Grundsætninger med Hensyn til den neutrale Handel. Hvad man i Fællesskab skulde formaa det til at gaa ind paa, var følgende: 1) At de neutrale Skibe frit kunne sejle fra Havn til Havn langs de krigsførende Nationers Kyster. 2) At Gods, der tilhører de krigsførende Magters Undersaatter, skal være ukrænkeligt paa de neutrale Skibe. med Undtagelse af Kontrabande. 3) Det bør fastsættes, hvad der bør gjælde som Kontrabande, og England maa ikke give dette Begreb et videre Omfang, end Frankrig i Virkeligheden gjør det. 4) En Havn maa kun gjælde som blokeret, naar der er bestemt Fare forbunden med at sejle ind i den paa Grund af de Skibe, som den blokerende Magt har liggende udenfor den. 5) Disse Grundsætninger skulle kundgjøres offentlig for at tjene som tydelig Regel i Fremtiden. Naturligvis var dette Forslag ledsaget af stærke Udtryk om den Ære, Kejserinden vilde kunne vinde ved at virke for disse Grundsætninger; hun vilde derved blive Bernstorffs Forslag til Neutralitetsforbund. 305 >hele Europas og især Nordens Velgjørerinde«. Slige Smigrerier vare, det vidste man, uundgaaelig nødvendige, hvis man vilde vinde den meget forfængelige Kejserinde for en Plan, særlig da i et Tilfælde som dette, hvor der blev sat noget nyt ind i Stedet for, hvad hun selv havde foreslaaet. Det var nemlig indlysende, at indlysende, at Bernstorff helt havde omdannet det russiske Forslag af 28. August. Han havde gjort Udkast til et fuldstændigt Neutralitetsforbund, medens hun kun havde villet sikre Handelen i det nordlige Ishav. I høj Grad interessant er det ogsaa, at de Punkter, han foreslog, netop ere de, som der siden stedse er blevet kæmpet for fra neutral Side, indtil de endelig ere blevne sejrrig gjennemførte paa Pariserkongressen 1856). Forslaget har derved en egen Betydning i Folkerettens Historie. Hvad der fremdeles maa lægges Mærke til, er, at han kun tænkte paa et Forbund med Rusland alene. Uagtet han nemlig haabede, ved dette Forbund at skulle gavne den neutrale Skibsfart i det hele og at kunne virke for, at en human Søret kunde blive almindelig gjældende, troede han, at det var nødvendigt, i det mindste foreløbig at blive staaende ved kun at have Rusland med sig. Hverken havde han nemlig Lyst til eller holdt det for nyttigt at gjøre noget Skridt, der kunde opfattes som fjendtligt imod England. Et Forbund imellem Rusland og Danmark-Norge alene, hvem England mindst af alt kunde tiltro Partiskhed for Frankrig, og af hvilke det for Øjeblikket stærkt bejlede til Ruslands Venskab, vilde ikke kunne vække dets Mistanke, og Lysten til under de fortsatte Forviklinger at knytte de to forbundne Stater nærmere til sig vilde paabyde det Eftergivenhed, naar de opstillede Sætninger som de ovennævnte. Med andre Ord, det var hans Ønske, med det gode at faa England til at gjøre Indrømmelser, og saa forøvrigt at staa i et venskabeligt Forhold til dette Land. Danmark-Norges Historie 1720-1814. V. 20 Imidlertid var der omtrent samtidig med, at denne Note blev afsendt til Rusland, aabnet Forhandlinger imellem Sverige og Danmark-Norge, som fortsattes i flere Maaneder. Det var Sverige, der havde begyndt dem. Regeringen her stolede vistnok paa, at man i Kjøbenhavn skulde føle sig saa krænket ved de engelske Vilkaarligheder, at man derfor vilde være tilbøjelig til en kraftigere Optræden imod England. Frankrig, der haabede, at et Forbund, som skulde værne om den neutrale Handel, vilde kunne bringe det Fordel ved at sikre det Tilførsel af Varer, som England nødig saa, at det fik, opfordrede Sverige til at se at faa dannet et Neutralitetsforbund, saaledes som det var sket i 1691 og i 1756. Endelig mente den svenske Regering, i den Instrux, som Dreyer havde faaet om at virke sammen med dens Afsending i London, at se et Vidnesbyrd om, at Regeringen i Kjøbenhavn var tilbøjelig til at gjøre fælles Sag med den. Ja, efter alt, hvad man kan se, misforstod uheldigvis den svenske Kancellipræsident Ulrik Scheffer Güldencrones Meddelelse derom, som om man i Kjøbenhavn ønskede at afslutte en formelig Konvention om samlet Optræden. Foruden at vende sig til Danmark-Norge søgte Gustav III ogsaa at faa Rusland til at være med om et sligt Skridt. Stillingen i Norden var saaledes i Slutningen af 1778 den, at Rusland havde opfordret den dansk-norske Regering til at være med om at sikre Skibsfarten i det nordlige Ishav; fra Kjøbenhavn var der svaret herpaa med at foreslaa Rusland at indgaa et væbnet Neutralitetsforbund foreløbig i det mindste med Danmark-Norge alene; Sverige endelig havde indbudt baade vort Fædreland og Rusland til et Forbund for at sikre Handelen. Noget senere, nemlig i Januar 1779, foreslog Sverige fremdeles, at der i den eventuelle Overenskomst skulde indsættes en Bestemmelse om, at alle de neutrale Magter skulde indbydes til at være med i Forbundet. Det er, hvad man |
